Katte, katte, katte

Sigurd har bedt mig fortælle lidt om Kattemonsteret, som huserer herude, ikke mindst for at advare andre, der enten befinder sig her eller begiver sig herud. Sigurd vil gerne pointere, at han slet, slet ikke er bange for Kattemonsteret, men edderdrøwen-dylemig godt kan forstå, hvis andre er det. Magen til Lucifer skal man lede længe efter. Kattemonsteret, altså.

Se, katte er jo ret anderledes end hunde. Og mennesker. Katte tror, de bestemmer en hel masse, og at de kan få det, som de vil. Det kan de også nogle gange. Det meste af tiden. Men katte er også forskellige, og man skal passe på ikke at putte alle katte i én kasse. Så kommer de op og slås.

Når en kat bliver bange eller sur, kan den suge en masse luft ind og se større ud - lissom en ballon. Fordi lufttrykket inden i katten er højt, trykker det på pelsen indefra, så den stritter udenpå. Så ser den ret stor ud.
Den får lidt ondt i maven af al den luft, så den siger fchzzz-fsczzz ud af munden, men dét hjælper jo ikke. Det skal ud af den anden. Den spærrer også øjnene op og ser ret beklemt ud. Der kommer luft ud i halen også, så den stiger lidt til vejrs, og mange katte forsøger at få luften ud ved at logre. Det går ikke så godt, - hunde er bare bedre til at logre.

Hov, det var slet ikke det, jeg ville fortælle. Men sådan skal katte se jo se ud, når de bliver bange. Det gør Kattemonsteret bare ikke. Det er lille, ikke stor og puster sig slet ikke op. Det siger ikke en lyd, bortset fra én gang, hvor det bøvsede. Engang stod vi en meter fra en skraldespand, som monsteret sad på, og det gloede bare ud i luften, som om jeg var usynlig. Ejermand synes ikke, jeg var usynlig og heller ikke specielt stille.

Engang angreb monsteret Ejermand, fordi hun ville redde Sigurd fra den visse død! De to katte var oppe og slås rigtig vildt. Efter at Ejermand havde forsøgt at tale monsteret til fornuft og forstående sige fchzzz-fsczzz, gik det skøre monster til angreb på hendes bare sommerben (dem uden pels) med søm i handskerne, og det reagerede slet ikke, selvom den blev truet med en sandal!

Til gengæld tog vi fusen på den starut for ikke så længe siden. Sigurd var ude på en af sine egne ture, og Ejermand og jeg var også ude og gå. Pludselig hørte vi et vældigt spetakel og skyndte os derhen. Det var Kattemonsteret! Og Sigurd! Og de sloges! Men Sigurd kom spadserende hen til mig og gned sig op ad mig, som han plejer, og monsteret så helt forkert ud i hovedet og spænede derfra i en vældig fart. Forhåbentlig har det lært, at man kan regne med Sigurds storebror, hvis man lægger sig ud med Sigurd. Og husk, at ikke alle katte er ligeså søde og rare som Sigurd. Tag jer i agt, si'r jeg bare. Fchzzz-fsczzz.