Ud over stepperne!

Ralph Hummers hjemmeside er oprettet, og man kan se de foreløbige, spæde skridt på http://www.ralph-hummer.dk/.

Siden er selvsagt langt fra komplet endnu, men arbejdet pågår!

Én dårlig og to gode nyheder

Hey-hey!
En dårlig og to gode nyheder lander lige midt i bloggen:
Dårlig nyhed: Bloggen lukker.
God nyhed: Hjemmeside er på vej!
Yes, et greb i pelsen og man har sig en hjemmeside - hvis man altså kan finde ud af at skrue sådan én sammen. Der går lidt tid, men så håber vi at kunne tilbyde en masse spændende Ralph-relaterede ting. Hunden selv nævner i flæng wallpaper, videoklip, dokumenter, galleri og hvad vi nu ellers finder på.
Og så er der jo lige endnu en god nyhed: Ralph fylder 1 år mandag d. 24. marts - ligesom hans søskende. Der kommer selvfølgelig mere om "føsselaren" hamselv - her på bloggen.

Hvad siger de mon?

Iført sin nye hunde-afkoder, bliver professor Schwartzman det første menneske på jorden, der hører, hvad gøende hunde i virkeligheden siger.

Grin for alle pengene - og fisk

Via Oliver's var ejermænnerne forleden til foredrag forleden med den navnkundige, svenske hundepsykolog Anders Hallgren. Pengene (63.000 kr.) gik til et godt formål, og efter sigende var det hylende morsomt. Ejermand pløjede igennem en del af hans bøger inden, og der var derfor ret mange ting, der gav en følelse af déjà vu. Mange historier, pointer, anekdoter og råd går ikke alene igen i hans mange bøger, men dukker altså også op i live-versionen. Det er selvfølgelig ok, men en anelse langweiligt, at man nærmest ordret ved, hvad de næste 2½ minutters fortælling vil bringe.

Men en gudsbenådet entertainer er han, og tårerne trillede til tider ned ad kinderne af bare latter. Nu var publikum jo nok også temmelig modtagelige, idet det må formodes, at 90% har hund, og at de resterende 10% enten har haft det, vil have det eller får det. Men det pudsige var, at de tilstedeværende alligevel ikke kan have været hardcore hundeforstandige, for selvom Ejermand formodede, at det ville som at prædike for præsten, var der tilsyneladende mange, der havde hårdt brug for at høre, hvordan man fx. klipper kløer på en irsk ulvehund.

I spørgetiden benyttede folk hovedsageligt lejligheden til at få et tip til deres såkaldte "problemhund", og det viste jo med al tydelighed, at pointen ikke var gået rent hjem hos disse folk. Der er ingen hurtige løsninger. Der er ingen magisk tryllestav. Der er ingen tricks eller tips, der kan bruges til alt. Konteksten - dvs. omgivelserne, situationen, miljøet - er væsentlig at kende, så ingen af tilhørerne burde have håbet på et "quick-fix".

Hr. Hallgren påbegyndte seancen med at tale om, hvor lidt det egentlig handler om hunden, når der er et problem, og i hvor høj grad det er menneskene, der skal kigges lidt efter i sømmene. Dét kan hr. Hallgren så sandelig have ret i, for aftenen bød således ikke så meget på viden om de firbenede som om deres ejere.

Alt i alt en god aften med højt humør og ligesindede hundeelskere, men lidt tyndbenet hvis man havde sat snuden op efter ny forskning, videnskabelige belæg, statistikker med tal i, teori, videnskab eller andet, der kunne få de små grå til at arbejde. Det hjalp dog lidt, at Oliver's sponsorerede en pose Ocean Bites tørfisk (av!) eller to, som duftede dejligt og som både hund og kat var syge efter at smage, da vi atter vendte tilbage til virkeligheden.

Katte, katte, katte

Sigurd har bedt mig fortælle lidt om Kattemonsteret, som huserer herude, ikke mindst for at advare andre, der enten befinder sig her eller begiver sig herud. Sigurd vil gerne pointere, at han slet, slet ikke er bange for Kattemonsteret, men edderdrøwen-dylemig godt kan forstå, hvis andre er det. Magen til Lucifer skal man lede længe efter. Kattemonsteret, altså.

Se, katte er jo ret anderledes end hunde. Og mennesker. Katte tror, de bestemmer en hel masse, og at de kan få det, som de vil. Det kan de også nogle gange. Det meste af tiden. Men katte er også forskellige, og man skal passe på ikke at putte alle katte i én kasse. Så kommer de op og slås.

Når en kat bliver bange eller sur, kan den suge en masse luft ind og se større ud - lissom en ballon. Fordi lufttrykket inden i katten er højt, trykker det på pelsen indefra, så den stritter udenpå. Så ser den ret stor ud.
Den får lidt ondt i maven af al den luft, så den siger fchzzz-fsczzz ud af munden, men dét hjælper jo ikke. Det skal ud af den anden. Den spærrer også øjnene op og ser ret beklemt ud. Der kommer luft ud i halen også, så den stiger lidt til vejrs, og mange katte forsøger at få luften ud ved at logre. Det går ikke så godt, - hunde er bare bedre til at logre.

Hov, det var slet ikke det, jeg ville fortælle. Men sådan skal katte se jo se ud, når de bliver bange. Det gør Kattemonsteret bare ikke. Det er lille, ikke stor og puster sig slet ikke op. Det siger ikke en lyd, bortset fra én gang, hvor det bøvsede. Engang stod vi en meter fra en skraldespand, som monsteret sad på, og det gloede bare ud i luften, som om jeg var usynlig. Ejermand synes ikke, jeg var usynlig og heller ikke specielt stille.

Engang angreb monsteret Ejermand, fordi hun ville redde Sigurd fra den visse død! De to katte var oppe og slås rigtig vildt. Efter at Ejermand havde forsøgt at tale monsteret til fornuft og forstående sige fchzzz-fsczzz, gik det skøre monster til angreb på hendes bare sommerben (dem uden pels) med søm i handskerne, og det reagerede slet ikke, selvom den blev truet med en sandal!

Til gengæld tog vi fusen på den starut for ikke så længe siden. Sigurd var ude på en af sine egne ture, og Ejermand og jeg var også ude og gå. Pludselig hørte vi et vældigt spetakel og skyndte os derhen. Det var Kattemonsteret! Og Sigurd! Og de sloges! Men Sigurd kom spadserende hen til mig og gned sig op ad mig, som han plejer, og monsteret så helt forkert ud i hovedet og spænede derfra i en vældig fart. Forhåbentlig har det lært, at man kan regne med Sigurds storebror, hvis man lægger sig ud med Sigurd. Og husk, at ikke alle katte er ligeså søde og rare som Sigurd. Tag jer i agt, si'r jeg bare. Fchzzz-fsczzz.

Fut i fejemøget

Nej, hvor har vi haft travlt allesammen...
Sigurd har slåsset med Kattemonsteret (det er en lang historie), mine ejermænner knokler på arbejde, og jeg har været på weekend i det mondæne nordsjælland. Det er deroppe, de har weimaranere, fordi de er så "pæne". Der skal nok komme en fyldestgørende gennemgang af alt det sjov vi havde, men for nu må billederne tale for sig selv:

Vores venner havde taget hundeguf med, men de havde ikke gemt det godt nok.

Der gik "desværre" og "uheldigvis" hul på tasken.

Hold da fast, hvor var der noget lækkert mudder her i pølen.
De andre ville ikke have noget, men jeg tog noget med i bilen.

Vi var i skoven hver dag. Og i vandet!

Den smukkeste hund i verden

Hvis bare jeg ser tilstrækkelig sød ud, får jeg nok lov at blive liggende...

Ballade - ikke mig (til Knirke haha)

Tips og tricks for frække hunde - det er jo ikke liiiige min stærke side, modsat hvad far Jarnvig og tøse-søster Knirke insinuerer andetsteds.
Men jeg kan måske i stedet for slå et slag for, at hunde bruger hovedet. Hør bare hvad Sigurd og jeg fandt på forleden:

Ejermand havde bagt sådan nogle lækre, lækre flütes af noget meget dyrt og lækkert mel (boller af stål). Mmmm, der duftede godt fra ovnen, - den blæser sådan en dejlig duft ud i stuen. Nå, men efter at begge ejermænner havde guffet og guffet og ædt sig tykke og fede i de lækre brød, kunne de tilsyneladende ikke spise mere. Resterne blev stillet på køkkenbordet og gemt under et viskestykke. Hm.

Men hverken katten eller jeg er jo født i går (jeg bli'r faktisk snart ét år!), så hør bare her. Da ejermænnerne var gået i seng, og deres åndedræt blev laaaangtsomt, så sagde jeg til Sigurd, ...

(og her bryder Ejermand ind for at fortælle sandheden)

Ja, goddaw mand økseskaft. De to baryler. Her er, hvad der virkelig skete: Jeg vågnede kort efter, jeg var faldet i søvn - der var en mærkelig lyd i køkkenet. Det lød, som om noget plastik faldt på gulvet.

Da jeg søvndrukkent var stået op og gået derud, kunne jeg høre kattens åndedræt fra køkkenbordet. Det er strengt forbudt! Ned med ham.

Han havde siddet mistænkeligt tæt på de dyrebare spelt-flütes, så jeg tændte lyset og kiggede efter. Jo! Den vandal havde krattet viskestykket væk! På med det igen.

Hvad så med den lyd, jeg hørte? En nærmest bevidstløs træt hund stod ved siden af og så bøvet på mig - med et flütes i munden. Og så kan du godt ta' over igen, Ralph, din bølle.

Øh... Altså. Det er slet ikke så slemt, som det lyder. Det kaldes teeeem work. Og det smagte skønt! Hydr-hydr :P

Ps. Far Jarnvig? Du behøver ikke komme og gi' mig en røffel. Jeg har gemt ½ flütes til dig under puden. Hvis ikke katten har ædt det.